Neal Conan (YouTube: Screencap)
NPR meddelte for nylig, at de ville ophøre med at udsende Talk of the Nation i juni, og dermed udløst et af de mest skaldede forræderi siden Judas in the Upper Room eller Dylan i Royal Albert Hall. Forræderiet skar langs mange linjer og blev mærket, af denne reporter, akut.
Årsagen til aflysningen var kravet fra medlemsstationer om et nyhedsshow i magasinstil midt på dagen, noget i retning af Morgenudgave og Alt taget i betragtning . Men det forekommer mig Talk of the Nation var beregnet til at give stemme ikke til Torey Malatia s i verden, men til kornbønderne i Nebraska, taxachaufførerne i Detroit, P.E. lærere i Denver. Det var altså Radio for den nationale offentlighed. Uanset hvilken grund der gives, kan det ikke ses som andet end forræderi, at NPR aflyser et af de eneste shows, der gjorde dette direkte.
Så NPR smed National Public under bussen. De smed også Neal Conan, værten for Talk of the Nation under bussen. Dette ville ikke være helt så tragisk, hvis Mr. Conan ikke var så talentfuld. Mellem 1999 og 2008 var der trods alt 186 dræbte i motorvogne, så mange mennesker bliver smidt under bussen. Men Mr. Conan er uden sidestykke i den mildhed, hvormed han spurgte gæster, lyttede til opkaldere og trak dem ud. Der var aldrig en antydning af nedladenhed eller dagsorden. Det, tror jeg, er primært det, der gjorde programmet til en sådan fornøjelse at lytte til: det forestillede sig og muliggjorde en verden, hvor diametralt modsatrettede demografi - langs næsten alle metriske - kunne tale. (I kontrast til de tidspunkter, hvor Celeste Headlee har været vært, og hun irriterende foregiver at lytte til en opkalder, hvorefter hun lægger røret på og tænker, at hvis hun gentager opkalderens navn og placering, så skaber hun dialog, hvilket hun ikke er.)
Mr. Conan betød også alverden for mig personligt, og jeg er ikke alene om dette. Her er en af de mest rørende udvekslinger om NPR, jeg nogensinde har hørt. Det kommer fra programmet Closing The Circle: Revisiting Stories fra 2012 . Dette er fra en landmand ved navn Richard Vernon, i South Union, Kentucky. Udvekslingen skete, efter at hr. Vernon ringede ind for at tjekke op på manden. Deres samtale var i det væsentlige slut, men hr. Vernon ønskede ikke at tage telefonen. Du kan læse nedenfor, men bedre at lytte:
Gud velsigne dig, Neal. Hvis du bare vidste, hvad dit program, især din stemme, betyder for mig hver dag. Det når ud til mit hjerte og mit sind og min sjæl og alle de mennesker, der arbejder for radioen. Hvis det ikke havde været for jer de sidste mange år, gennem denne recession, var der tidspunkter i min traktor, hvor mit kvæg brølede, hungrede efter noget at spise, og vinden blæser sidelæns, 35 kilometer i timen, sner, og jeg har ikke foder nok til at give dem. Og jeg vil ud af traktoren og give op og gå væk og bare gå tabt. Men i stedet blev jeg i traktoren og lyttede til jer, at jeg kan komme igennem denne dag. Så tak for, at I er, hvad I er for os alle, folk som os, der næsten ikke hænger i en tråd.
Jeg lytter til podcasts af Talk of the Nation som jeg cykler til arbejde, som rosenrød fingret daggry rører ved Hudson, og når jeg cykler hjem fra arbejde, går solen ned over det samme. Egentlig veksler jeg mellem podcasts af projektet om gensidig afhængighed og Talk of the Nation men bortset fra detaljerne er de for mig det samme: en time eller to med respekt, åbenhed, eftertænksomhed, bevidsthed.
Nu sætter NPR tavshed på TOTN, og vi er kun tilbage med Terry Gross' sycophantisme, Ira Glass selvtilfredshed og, irriterende nok, Ira Flatows adenoidale klynk. Vi er ikke kun berøvet Neal Conans charme og ynde, men, endnu vigtigere, for koret af stemmer, som Talk of the Nation gav plads og volumen. Jeg bliver ved med at lytte til NPR, ikke fordi jeg vil, men fordi det er hvad Neal ville have ønsket. Men jeg vil aldrig, frygter jeg, høre mere fra verdens rige Vernons, i den sidelæns blæsende vind, kvæg, der brøler, hængende i en tråd.